Selvom FC Midtjylland løb med den største mediedækning denne skønne torsdag, så blev der et andet sted i landet også spillet bold. DGL bød Hasle B op til dans på Ellekærskolen og følgende spillere skulle fortsætte de gode takter på vej mod en topplacering i tabellen:
Jakob
Anders – Sifostratoudakis – Asger – Henno
Mark J – Jasmin – Overgaard – Peter
Lindblom – Dahl

Bænken bestod af Andrei og Larsen

DGL fik hurtigt sat sig på spillet og inden for de første 15 min. havde der allerede været rigtig mange (læs: for mange) muligheder, som ikke var blevet omsat til mål. Der skulle heldigvis ikke gå længe, før Mark Johnsen kunne servere et flot sparket hjørnespark ind i pandebrasken på Overgaard, som flot kunne bringe ”De gale” foran 1-0. Herefter fik Hasle kæmpet sig mere ind i kampen og DGL’s klare dominans fra starten forsvandt så småt, hvorefter Hasle kom til et par farlige muligheder. Heldigvis var deres skarphed meget lig dén, som Fernando Torres kunne prale af (haha) i sin tid hos Chelsea, og holdene gik derfor til pause ved stillingen 1-0.
2. halvleg blev en, til tider, noget intens og hårdt spillet kamp, som var præget meget af nærkampe og frustrationer over dommerens og modstanderens ageren – nuvel, det er trods alt serie 3. Dog formåede holdet i flere situationer at spille god fodbold og der blev arbejdet på den 2-0 scoring, som kunne bringe mere ro på spillet og over holdet. Den kom glædeligvis også efter godt og vel 65-70 min. På et frispark kunne undertegnede smække bolden ind bag deres arquero (det’ spansk) og bevare en scoringsprocent på 100 % pr. skud i denne sæson (storhedsvanvid incoming). Denne emblematiske (tak til synonymordbogen) mavepuster kunne Hasle ikke svare igen på og derfor kunne Andrei senere lukke kampen med et flot, placeret skud ude ved den ene stolpe.
En flot sejr med årets første clean sheet blev fejret med sejrsråb, jokes om ”frugtdealeren Lis” og tykt med bajere senere på aftenen – det sidste står, bogstavelig talt, for egen regning.
Stemmerne til kampens spiller fordelte sig således: Overgaard (8), Asger (5), Andrei (1) og Jasmin (1)

/Asger

Skriv et svar