De spildte kræfters dag

Stemningen var god, da DGL’s andethold mødte op på Bilka Arena for at udbygge føringen i toppen af serie 3. Holdet var dog lidt presset på ressourcer, da træner Mark Lind og vores åbenbart nystartede Emil ”Vang” (Dommerens a.k.a. for Emil Ravn) som de eneste tog plads på bænken.

Resten af holdet som følgende 

                      Nils (Målmand)

Mads-Henno-Frederik-Asger

Larsen – Hohwü (Jep Hohwü central midt)-Hansen-Magnus

                      Jasmin med Y

                         Toft

Kampens start var ikke specielt imponerende fra nogle af holdene, og DGL virkede ikke til at været helt i gear. Det var i hvert fald småt med at ramme hinanden, mens målchancer var en by i Rusland/Krim/Ukraine vælg selv. De få som var tilfaldt Skødstrup på et par dødbolde, som ikke blev omsat til noget fornuftigt.

I pausen blev der givet hånd på at fortsætte arbejdet, da DGL havde skabt et overtag og i bedste Chelsea-stil bare skulle kværne på for at køre Skødstrup over. I samme omgang blev Hohwü, ersattet med Emil Vang. Herefter tog kampen en dramatisk drejning.

Dommeren, som var mødt halvsur op til kampen på trods af det gode vejr med solskin, syntes åbenbart, at kampen var for kedelig. Emil Vang går op i en hovedstødsduel med Skødstrups angriber, som jamrer og sviner Emil, der kvitterer med en venlig ”luk, din idiot” hilsen . Her slutter det for kamphanerne, der går hvert til sit uden dramatik, mens dommeren først hiver et gult kort og går over mod Skødstrups angriber for så at ombestemme sig og tage det røde kort frem og give det til Emil og efterfølgende kvittere med 2 karantænedage hurra hurra. En ny rekord på 1 ½ aktive minutter på banen for Emil. Dommen fustrerede DGL’erne , som nogle vil sige urutineret brokkede sig over dommerens tiltagende mærkelig kendelser.

10 mod 11 spillede DGL det bedste fodbold i kampen og var tæt på et føringsmål, men i stedet scorede Skødstrup på et lottospark, hvor bolden tog et fint hop uden for feltet og blev sparket op under overlæggeren. DGL kæmpede ufortrødent videre, men da Hansen først fik gult for at brokke sig, over at bolden for gud ved hvilken gang ikke lå stille ved et frispark, og Larsen efterfølgende fik gult for at konstatere, at han ikke kendte fodboldloven, blev det 8 mod 11 i næsten 10 min.

8 mod 11 spillede DGL Skødstrup tynde 2 gange med mulighed for scoring. Der skete desværre ikke så meget i resten af kampen, og DGL må se det som en spildt mulighed lørdag eftermiddag, hvor en skidt 1.halvleg, skidt dommerpræstation samt nogle dumme fustrationsostemadder ødelagde muligheden for at udbygge 1.pladsen og nærme sig oprykning. Næste kamp er til super saturday, hvor denne kamp skal revancheres i bedste sendetid med en flok tændte DGL’ere.

Kampens spiller

Nils ”Gordon Banks” Hjelm

Ref: Hansen