På næste lørdag – d. 24. september – slår DGL 2000 dørene op for dette efterårs Super Saturday!
Super Saturday er dagen, hvor vi sætter klubånden og hyggen i fokus. Derfor har vi planlagt en masse hjemmekampe, så flest mulige af klubbens medlemmer samles og bakker op om klubkammeraterne, hvad enten det er i første, anden eller tredje halvleg.
Vi byder alle DGL’ere, DGL’s Venner, familier, netværk og ikke mindst vores modstandere velkommen til banerne i Tilst på det, som forhåbentlig vis bliver til en flot og solbeskinnet efterårsdag!
4 af klubbens hold vil på denne dag kæmpe for point:
Kl. 10.45 tager S3 imod FC Jura. Der er garanti for kasser, når gutternes samba-ben skal prøve kræfter med de stive skjorteflipper fra jurastudiet.
Kl. 12.30 tager JS imod Vorup. Fremtiden vil vise, hvem der kommer bedst ud af de indbyrdes opgør, når de 2 hold for 2. gang inden for 2 uger krydser klinger.
Kl. 14.30 spiller DGL’s damehold imod topholdet Sabro IF. Vi håber på at skabe en heksekedel uden lige, som kan bære vores damer frem på slagmarken.
Kl. 15.30 tager S6 imod Prügelknabe IK, hvor vores kære DGL’ere har en revanche til gode efter et 4-2 nederlag i det omvendte opgør.
Vi går efter alle 12 point!
Vi leverer underholdning og god stemning. Øl, vand, grillpølser og lidt til den søde tand kan købes ved arrangementet, ligesom der vil være andre aktiviteter at underholde sig selv og børnene med, hvis de spændingen og underholdningen i kampene skulle fortage sig (det sker nok næppe!).
Der vil være en masse aktiviteter at tage sig til – og en hoppeborg til de mindste.
Der vil også være en Super Saturday Tombola, hvor der er gode præmier at hente. Alle DGL’s Venner får en gratis lodseddel, bare de tropper op – resten af os dødelige kan købe lodsedler på stedet.